Chapter 8 No.8

Deres Yndlingstur var langs Havet.

De gik bort fra D?mningen, forbi det kongelige Slot, ud, hvor der ikke

var banet Vei, og Ellen gled i det l?se Sand. De maatte holde sig fast i

Marehalmstotterne, naar de vilde op paa Klitterne, og sommetider maatte

Ellen tage fat i Enden af Carls Stok, og saa trak han hende op paa

Klitbanken.

Thi der oppe fra var Havet sk?nnest.

Det laa som en straalende, altid vuggende Flade, gr?nlig-blaat i

Middagssolens Sk?r.

Og intet saa de uden Hav og Himmel. Himlen sommerlig med sit uendelige Blaa, dyb og klar; og Havet samlende paa sine B?lgekamme Solens Straaler i en Glitter-Stribe, der bestandig steg og sank igen og br?des.

Saa plantede de den store L?rredsparasol i Sandet og slog den op og satte sig under den i Skyggen; han mest ved hendes F?dder. Thi det var hans bedste Plads.

Men mens de talte-det var hende mest, han sad og lyttede-h?rte de bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand.

Og naar han saa paa én Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt den l?nge mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For hun vidste, saadan var han, og hun havde v?nnet sig dertil. Nu kunde hun slet ikke t?nke sig det anderledes.

* * * * *

De allerf?rste Dage var det hans ?ine, der havde interesseret hende. De var altid duggede-hans ?ine, og de hvilede pas hende overalt. Hun kunde sidde i Kurhuset midt i en pludrende Kreds, og henne fra en Krog f?lte hun hans ?ine paa sig; de s?gte hende, naar hun taug, og naar hun talte; de veg ikke fra hende, naar hun gik, fulgte hende, hvorhen hun flyttede sig.

-Deres Steds?n har katolske ?ine, sagde Fyrstinden til hende. Han lever evig med Blikket paa Madonna.

Fyrstinden havde Ret. Det var noget lignende, som laa i hans Blik, og

Omskrivningen gav det halvt. Blikket paa Madonna.

Hun sagde det en Dag til ham.

-Hvorfor ser De dog altid paa mig? Er der saadan noget m?rkeligt ved mig?

-Ser jeg paa Dem?-det ved jeg ikke af. Men lidt efter hang hans Blik atter paa hende med det samme Udtryk.

Naar de var alene, og hun l?nge havde talt og saa rettede et Sp?rgsmaal til ham, svarede han aandsfrav?rende og som en, der vaagner af Dr?mme. Hun vidste ikke en Gang, om han rigtig havde h?rt, hvad hun havde sagt. Men h?rt det, havde han alligevel; for det kunde godt h?nde, at han et Par Dage efter, midt som de sad og talte om andre Ting, pludselig spurgte om et og andet fra den gamle Samtale, som hun knap havde troet, han havde h?rt.

Saa havde han altsaa baade h?rt det og t?nkt derover.

Men Tingen var, det blev lidt vanskeligt at vide, hvordan han egenlig var, og hvad han t?nkte. Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde ligefrem k?mpe for at faa ham til at tale, fort?lle, give sig hen-thi han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring, hvor han gik op i det: at se og h?re hende.

-De taler aldrig, sagde hun til ham. Fort?l mig noget.

-Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo.

-Ja, men jeg vilde gjerne, De skulde tale ... fort?lle mig lidt. Om

Deres Liv, om Dem selv ...

-Jeg har ikke noget at fort?lle.

Et var sikkert; hendes Mands S?n var uerfaren som et Barn, Hun kunde ligefrem blive irriteret ved altid at m?de det samme store, forundrede Blik, og bestandig at h?re de samme vage, halvdr?mmende Svar, naar hun spurgte. Han var dog tyve Aar og havde levet med andre, var opdraget midt i en stor By, i et adeligt Pensionat. Saa stod man dog ikke saadan udenfor alle Begreber ...

Undertiden troede hun n?sten, det hele var Affektation. En

Kerubin-Rolle, han paatog sig, og som gav ham Lov til de utroligste

Ting: til pludselig at klappe hendes H?nder, naar hun havde givet ham

Armen paa D?mningen, eller l?gge sig ned for hendes F?dder om Aftenen,

naar de var alene i Stuen.

Men at demonstrere nyttede ikke, for det forstod han ikke eller vilde ikke forstaa. Sagde hun noget, saa han blot paa hende med sine besynderlige ?ine, der altid var som fulde af Taarer, og hans V?sen blev sky og forknyt.

Og hun blev paany forundret, troede ham igen og kunde ikke taale at se ham bedr?vet. Selv den mindste Misstemning virkede paa ham som en hel Betagelse, n?sten som en fysisk Smerte, der gjorde ham hj?lpel?s og ulykkelig.

-Hvorfor ser De dog saa bedr?vet ud? spurgte hun saa omsider.

Som oftest svarede han ikke, hans L?ber sk?lvede blot, mens han holdt dem fast lukkede.

-Er det mig, som gjorde Dem bedr?vet?

-Aa nei-De-og han saa paa hende-men jeg tror, De er vred paa mig.

-Men, hvorfor dog?-hvor falder De dog paa det? Jeg har jo slet ingen

Grund til at v?rre vred.

Hun lod Haanden glide hen gennem hans Haar-saa bl?dt, et lokket

Barnehaar at f?le-og han lagde n?sten sit Hoved op til hendes Kn?.

Hun flyttede sig ikke, Efterhaanden t?nkte hun slet ikke mere derover. Hun sad og lod sin Haand klappe det lokkede Hoved, mens hun talte ganske blidt, saa blidt.

-Ja, sagde hun, ja, Carl, De er et godt Barn. Og hans H?nder, der sk?lvede, greb hendes.

Efterhaanden begyndte han ogsaa at tale mere frit. Han fortalte om sin

Barndom i Brüssel og om Livet paa Boulevard du Midi i Hr. Dubois

Pensionat.

Det var en ensformig Barndom uden Afveksling. Den unge danske Dreng havde levet fremmed og alene mellem de nitten Franskm?nd i Hr. Dubois adelige Planteskole. Han havde v?ret meget gode Venner med dem is?r i de f?rste Aar, men senere, da de begyndte at blive voksne allesammen, kom han langsomt til at staa helt for sig selv. De andre kom ud, fik Lov til at gaa paa Bal, fulgte med deres Sl?gtninge i Theatret og bes?gte dem om Fridagene. Carl Urne kendte ingen. Naar de andre saa kom hjem fra Ferien, og de om Aftenen pludrede paa Sovesalene fra Seng til Seng om deres Erobringstog mod Kammerpigerne og erotiske Seirvindinger over Kusinerne og-Tanter, laa Carl vel og h?rte paa Ordene, som blev sagt, men han t?nkte ikke noget derover, og altsammen var det noget, som ikke vedkom ham. Thi ham traadte det aldrig im?de, og det havde ingen Virkelighed for ham.

Dagene gik saa let.

-Vi havde jo nok at g?re hele Dagen. Saa havde jeg ogsaa mine Timer med

Professor Genest og saa f?gtede jeg hver Dag-jeg var den dygtigste i

F?gtning ...

-Men i Deres Fritid-om Aftenen? ...

-Aa-saa gik jeg med mig selv ...

Det var Tingen. Han havde gaaet med sig selv-udenfor Livet. Han havde l?st og skrevet og l?rt udenad og f?gtet, og Dagene var gaaet, og mens Maanederne hurtig blev til Aar og Aarene som Dagene, og mens de andre var begyndt at kigge nysgjerrigt over Hr. Dubois Gitter ud i Livet, maaske i Smug at smage lidt paa dets Frugter, gjorde han sin daglige Dont som i Dr?mme.

Ellen begyndte at forstaa sin Mands S?n. Han havde levet sin Barndom som en fremmed mellem fremmede. Han havde ikke forstaaet de andre, de andre ikke ham.

De f?rste Aar var alt gaaet godt, men siden var Forskelligheden vel instinktm?ssig blevet f?lt, Carl Urne og hans Kammerater vare skiltes, og hos hendes unge Steds?n havde L?ngsler og Savn, vaagnende Beg?r og gammel T?rst efter ?mhed, samlet sig i et ensomt Sind som et Taagehav af vagt Dr?mmeri. Deri havde Carl Urne levet sin f?rste Ungdom.

Naar han nu, mens de sad paa Klitten under den store Parasol, fortalte om den svundne Tid, kunde han pludselig gribe hendes Haand og trykke den krampagtigt.

-Men nu-nu har jeg det saa deiligt.

De blev tause, og bev?gede lyttede de til Havets Sang. Vid og m?gtig laa dets K?mpeFlade.

-L?ngtes De da ikke? spurgte hun.

-L?ngtes? Jo-nu tror jeg, det var L?ngsel. Mange, mange Aftener, naar jeg sneg mig ud af Sengen, mens de andre sov, og jeg stod og stirrede paa Himlen, og jeg gr?d og gr?d-

-Stakkel-det var Hjemve ...

-Har De ogsaa f?lt det? ... naar Skyerne driver, og man bli'r ved at stirre, stirre paa dem, til de fort?ller En saa meget ... som, man slet ikke ved, hvad er ... for det er altsammen som i Dr?mme ...

-Jo, det f?ler vi vel alle-naar vi er unge.

-Det er, som man gaar i Taage, og noget bliver ved at kalde og kalde paa En, og det tynger som en Byrde paa Ens Bryst ... Just, fordi man ikke ved, hvad det er-

... Det er ligesom det raabte bag et T?ppe, og man lytter og lytter og forstaar det ikke ...

Solen begyndte at dale. Ude i Vest stabledes Skyer til Bjerge, og mens den halve Himmel gl?dede i Flammer, gled det store Hav som en Str?m af Purpur, dunkelr?dt, med Vinens fulde Farver, op mod Stranden til dem.

Da d?de Talen.

De reiste sig stille; og fra Klittens Kant saa de, han l?net op mod hende, frem mod det funklende Hav.

Hun l?ste i hver Krog af hans Sj?l; hver R?relse fornam hun i dette Liv, som var begyndt at foldes ud.

Og da Ellen f?rst troede paa sin Steds?n, veg Forbauselsen, og den blev langsomt til en halvt vemodig Interesse i Sl?gt med en S?sters milde Hengivenhed. Hendes egen Erfaring bandt hende til denne Uber?rthed, som hun ?nskede at v?rne om.

Saa f?lte hun under sit Samliv med Carl alt mer og mer S?demandens Gl?de. Hun fornam paa sin Vandring gennem dette Sj?leliv, som hun f?lte, hun tog i Besiddelse, en besynderlig og ut?nkt Fryd ved at kaste ved hvert Ord og i hver Time den f?rste Uds?d i en ny og jomfruelig Jord, ingen Plovfure havde brudt, og som sk?lvende undfangede sin f?rste Gr?de.

Ligesom alle blaserede og skeptiske Sj?le var Ellen i sit inderste dybt sentimental, og efterhaanden kunde selv det mindste Udbrud af Carls umiddelbare Sind v?kke hendes F?lsomhed.

Der h?rte saa lidt til at g?re ham glad, blot en lille Gave, saa ubetydelig en Overraskelse, den ringeste Gunst. Og naar han saa viste sin Gl?de i alt dette pludselige og umotiverede, det n?sten kaade, der var eiendommeligt for hans V?sen, som bestod af Udbrud, da kunde hun reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil-men hendes ?ine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var bl?d som et K?rtegn, naar hun sagde til ham:

-Carl-hvor De dog er et Barn.

Hun v?nnede sig at k?rtegne ham. Overfor ham kom ?mhed af sig selv. Hundrede Gange greb han hendes H?nder, altid maatte han v?re hende legemlig n?r. Deraf opstod lidt efter lidt den evindelige N?rhed, hvori de levede af hinanden: en drivende Trang hos hende til at give, hos ham til at indsuge med Sj?l og med Sanser-f?rte dem uimodstaaeligt sammen.

Ellen begyndte at gribe sig i uafbrudt at t?nke paa ham. Hun smilede deraf. Men uden at gj?re sig Rede derfor, vogtede hun sig for ikke at tale formeget om Carl. Hun troede nok, hun havde gjort det i den sidste Tid.

Hun var heller ikke mer ganske ens i sit V?sen, naar de var alene, og der var andre tilstede; undertiden, naar der var fremmede eller blot hendes Mand kom ind, kunde hun ignorere ham, v?re ganske kold og slet ikke se ham. Men saa, naar de igen blev ene, f?lte hun det som en Befrielse, og der kom over hende en frisk Gl?de, som paa en Gang kunde gj?re hende n?sten yngre end han.

Disse Overgange skabte mellem dem et eget Frimureri, som han slet ikke anede, hun kun ubestemt fornam med eget Velbehag.

* * * * *

Det var Badetid, og Strandbredden var opfyldt af St?i.

Naar de tunge Badevogne rullede ned gennem Br?ndingen, l?b Herrerne hurtigt ud imod dem, barbenede og hujende, og der begyndte en Strid; klyngevis stredes de og f?gtede oppe paa Vogntrinene, mens Badekonerne v?rgede D?rene, og de flamske Kuske sk?ndtes ... Saa blev der en Jubel af Skrig og Raaben, naar Flaml?nderinderne svang de store Koste, og Kuskene sm?ldede med Pidskene over Herrernes Hoveder, saa de maatte slippe Taget og de satte sig midt i det halvvaade Sand lige paa Bagdelen, mens Hestene stampede.

Halvn?gne Bebéer v?ltede rundt i de dybe Hjulspor: eller de rodede i Sandet med Spader og Hakker og lavede Volde og F?stninger og gravede dybe Kanaler af de smaa stillestaaende Arme af Oceanets Vand, som Floden havde glemt. Eller de lod bygge Pyramider om sig af Sandet lige til Hovedet, der stak op lyslokket over Sandbjerget, mens Ammerne hvinede og Guvernanterne rendte rundt paa Strandbredden som forpjudskede H?ns, der har ?llinger.

Men lidt l?ngere inde laa M?drene under spraglede Lysthusparasoller med en Bog og ventede dovent paa deres Badetime.

Herrerne strakte sig paa Maven, mens de studerede "Gil Blas" og blev

bagte af Solen, eller de r?g med N?sen lige op i Luften og en glemt

Roman paa deres Kn?, eller de iagttog Havet fra Taget af de tomme

Badevogne, v?bnede med uhyre Kikkerter og v?rnede af store Panamahatte.

Ude i Br?ndingen holdt Badevognene i en lang R?kke med deres hvide Tage skinnende i Solen. Mellem de h?ie Hjul dukkede de Badende frem, og sprang op og ned for Br?ndingens tunge St?d.

Raabene og Latteren fra Havet gled sammen med Strandbreddens Spektakel, hvor man h?rte Blads?lgernes Skrig og B?rnenes Hvinen mens de legede ... Der var et Mylr i Sollyset af r?dstribede Parasoller, flamske Dragter og smaa Telte med farvede Vimpler ...

Og hele Hurlumheien ledsagedes af Br?ndingens ensformige Slag, der reiste sig mellem Badevognenes Hjul og gik skummende ind mod Stranden med en dump Brusen.

Ellen sad inde paa Bredden under en stor Solsk?rm og vidste ikke, om hun vilde bade. Thi hun havde i de sidste Dage ikke v?ret ganske vel. Men da Tjeneren meldte, at Vognen var beredt, kunde hun ikke modstaa og reiste sig. Hun viftede til Greven fra Badevognens Trappe, og hun kl?dte sig hurtigt af inde i Rummet.

Hun h?rte Vandets evige Sladsk om Hjulene og Hesten, der asede i B?lgerne. Gennem Lugen saa hun ud over Havet, hvor de Badende flokkedes i Klynger, dukkede sig og under forvirret Jubel l?b ind foran den m?gtige Br?nding-der naaede og d?kkede dem-og gled over.

Solen glitrede over hele Havet.

Hun f?lte en Gl?de til Badet, mens hun f?stede de Perlemoders Sp?nder, kastede den lette Silkeslaabrok om sig og slog de to Slag paa D?ren for at kalde. Den store Flaml?nderinde stod opsk?rtet paa det nederste Trappetrin, og Ellen traadte ud.

Hun vilde lade Kaaben falde i Konens H?nder, men hun t?vede med Haanden l?ftet for at l?se Baandet og betragtede Oceanet.

Hun syntes aldrig, hun havde set det saa smukt.

Det gled majest?tisk under Augustdagens Sol i skinnende Pragt. Helt ude laa det som en sollys Flade, et slebet Speil for Himlens Sommerklarhed, fortonet let i Horisontens Dis; men l?ngere fremme fik det m?rke Farver, rullede dorsk de tunge gr?nblaa Vande ud for Solens K?rtegn, som et K?mpedyr, der dovent str?kker Kroppen.

Inderst inde gjorde de Badende Larm. Fyrstinden f?rte an i en

Kvadrille, der l?stes op og flygtede med Hvin for en skummende

Br?nding-

Ellen vaagnede af Dr?mmeriet ved et Gys og l?ste hurtigt Snoren til sin

Kaabe. Hun stod i Badedragten paa det ?verste af Trappen.

Saa vendte hun sig for at gaa ned, men hun stansede med ét. Lidt foran sig saa hun Carl, stirrende paa sig, blussende r?d. Hun blev forvirret og ganske bleg.

Og i det samme greb hun Kaaben, slog den om sig og steg ned i Vandet.

* * * * *

De gik rundt om Kurhusets Galleri, hvor D?rene stod aabne til det mauriske Tag. Nede i Salen havde det v?ret meget varmt, knap til at aande. Her f?lte man Luften fra Havet, st?rk og k?lig, og med Carl under Armen traadte Ellen ud paa Taget.

De stod lidt ved D?ren-som om Ellen pludselig t?vede for M?rket. Saa begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel.

De h?rte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe

Mumlen fra det n?re Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge.

Husk at ?nske, Carl.

Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod

M?lkeveiens Sk?r.

De n?rmede sig til Balustraden mod den store Gaard; og de h?rte Stemmer og Raslen af Selet?i og Portierens Raab, der skreg til Kuskene ... Lyset fra "?restrappens" Kandelabrer slog op imod dem og bl?ndede deres ?ine.

Kom-lad os gaa.

Men Ellen vilde sé, gik hen til Balustraden og l?nede sig frem. Det er til Ballet, sagde hun. Sé blot.

De stod over Trappen; i Ly af den store Portal strakte de Hovederne ud t?t ved Siden af hinanden og saa paa Str?mmen af G?ster. Damerne steg ud af deres Vogne og l?b op ad Marmortrinene ved Herrernes Arm, med opl?ftede Sl?b. Naar de kom ind under Kandelabrene, saa Carl og Ellen Diamantagretternes Spil i deres Haar og de hvide Nakker under Silkeslaget, naar de b?iede Hovedet. Efter dem dukkede Tjenerne frem med ubev?gelige Ansigter og blottede Hoveder.

Vognene blev ved at k?re til og fra. D?rene sm?ldede op og blev sm?kket i.

Ellen kendte de fleste; og de begyndte at hviske og pege oppe i Skyggen af Portalen, morede sig over at se, uden at blive set.

Gennem de oplyste Vinduer fulgte de Skaren langs med Gangen, hvor de stansede, mens Tjenerne tog Balslagene. Damerne lod Sl?bene falde og l?nede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Fl?id?rene op. Saa vendte Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige.

Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes Kniplingsforh?ng, m?des, dv?le sammen og skilles. De lo, naar de kendte dem igen.

Dét var som en hel Leg af Skyggebilleder ... mens Musiken begyndte at spille til Dans, og Vognene blev ved at rulle op foran Trappen.

De blev staaende b?iede ud over Balustraden og saa ned. De f?lte begge en stille Gl?de ved at staa her sammen i M?rket, over Sv?rmen; og Carl havde uden at vide det lagt sin Arm ind under Ellens.

Saaledes stod de l?nge. Ellen begyndte at nynne Valsen fra Balsalen. Saa halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt og forn?iet, og lige med ét l?b de bort fra Balustraden ind i M?rket.

De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og b?iende bort fra Lyset.

Men da de naaede Balkond?ren, hvor Musiken str?mmede op imod dem, stansede Carl:

-H?r, det er Rubinsteins "Asra".

Ellen havde endnu Valsen i sit ?re.

"Asra"? sagde hun.

Men pludselig genkendte hun Ordene:

-T?glich ward er bleich und bleicher,

bleich und bleicher

-Og blev staaende lyttende som han.

Naar Sangerens Stemme sagtnede, h?rte Ellen Carls Aandedrag tungt t?t ved sig; og hun havde Lyst til at sé hans Ansigt. Men hun forblev ubev?gelig. Lidt efter trak hun stille sin Arm ud af hans.

Saa l?ftede hun Blikket og saa fra Siden paa ham. Han var betagen og bleg.

Und mein Stamm sind jene Asra,

welche sterben, wenn sie lieben.

I pludselig ?mhed, mens Sangeren henaandende gentog de sidste Ord, lagde hun sin Arm om hans Hals.

Da de v?kkedes af Bifalds-Larmen, l?ftede Carl sit Hoved fra hendes

Skulder.

-Kom-lad os gaa ned til Havet.

-Til Havet, nu ... saa silde ... Nei-kom, vi maa hjem.

Men hun fulgte efter ham og han gik foran langs med Balustraden til det lille Taarn. Der f?rte Vindeltrappen gennem L?sesalonerne ned til Terrassen imod Havet.

Trappen var m?rk med fortrukne gr?nne Gardiner. Ellens H?le klaprede mod Jernet; lidt efter snublede Carl. De tyssede paa hinanden og listede ned ad Trinene som to B?rn paa Flugt.

Da de kom nedenfor den f?rste Omdreining trak Ellen Gardinerne lidt fra.

Hun slog Carl paa Skuldrene og pegede ud i L?sestuen: En gammel

Gentleman sad og nikkede neden under.

Saa traadte de ad en Bagd?r ud paa Kaien.

Der var ganske stille. Kun nu og da bar et Vindpust en fjern forvirret St?i ind mod D?mningen, et Par Valstoner d?de hen ude over Havet. Ellers var det tyst.

De satte sig paa en B?nk ved Kaiens Rand, og mens de talte, begyndte det

m?rke Hav at lyse som hvid Ild. B?lgerne steg og sank med Skum af lyse

Flammer; g?d sig over M?rket som T?pper af Lava i Luer. Indtil det hele

Hav laa som et flammende Krater i Fosforets straalende Glans.

-Men-Carl, De, som er Lykkens Sk?debarn? De skulde aldrig v?re helt glad?

-Nei-jeg ved ikke, men jeg kan ikke v?re helt glad. Som nu, hvor her er saa smukt, og De er her-og alting ... Jeg t?nker altid bare paa: Naar det saa er forbi ... Og saa er jeg bedr?vet i det samme.

-Det er De ikke ene om. Saadan gaar det vel os alle, som f?ler altfor st?rkt.

-Kan man f?le for st?rkt?

-Ja, Carl-for st?rkt til at blive lykkelig.

-Maaske. Carl b?iede Hovedet og st?ttede det paa sin Haand, mens Ellen talte sagte:

-Naar man elsker den h?ieste Lykke af hele sin Sj?ls Beg?r-og alt det andet kun er det n?gne Intet ... Livet bliver bare det ene eneste.

Ellen holdt inde, som betvang hun sig selv.

Og fortabt i Tanker reiste hun sig fra B?nken og gik hen ad Kaien. Carl fulgte efter, og da de igen gik ved Siden ad hinanden, gentog han i samme Tone.

-Det eneste-

Ellen h?rte det og rystede paa Hovedet: Nei-Carl-det skal man ikke s?ge ...

Hun gav sig til at gaa roligere for at tvinge Opr?ret, hvori hun var kommen. Men hun kunde ikke finde noget ligegyldigt at sige, og de taug begge.

Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der f?rte til Havet, og de satte sig stille paa Trinet, t?t ved hinanden.

Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum af Stjerner i det m?rke Vand.

Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans H?nder og klappede dem sagte, sagde hun:

-Jo, Carl, De maa blive lykkelig.

Han st?ttede Albuerne i hendes Sk?d, og de smilede begge med Taarer i

?inene. Saa med ét spurgte Carl:

-Hvorfor skrev De dog saa sj?ldent?

-Skrev? Aa-til Bryssel.

-Kun tre Gange ...

-De Par Ord ...

-Ja-for De vidste ikke hvor jeg l?ngtes ...

De blev ved at sé hinanden ind i ?inene, indtil de sk?lvede.

Saa slog Ellen sin Arm om den Hvilendes Hals, og sagte som et Suk hvidskede hun, mens hun drog ham ind til sit Bryst:

-Min Dreng, min bedste Dreng.

Og l?nge modnes deres L?ber.

* * * * *

I de sidste Dage af September var Grevens vendt tilbage til Danmark. De havde tilbragt et Par Uger i Paris og nogle Dage i Kassel. I Hamburg sagde Ellen, hun vilde gerne bes?ge Thorsholm i Stedet for strax at tage hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes Barndomshjem, og hun l?ngtes efter at se det igen. Saa tog de derop.

Ellen havde den lidt kostbare Idé, at hendes F?drenegaard altid skulde staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time. Derfor beh?vedes kun en kort Ordre, og de fandt ved Ankomsten alt rede og alt ved det gamle.

Det sene Efteraar var us?dvanlig smukt med mild og gennemsigtig Luft. Paa Terrasserne blomstrede de h?jstammede Roser endnu, og Bedenes Grund var gr?n af Reseda og Violer, der piblede frem paany. Langs Taarnene begyndte Espaliernes Blade at gulne, og Druerne tittede blaa og tunge ud bag mangefarvet L?v.

I Pl?nenes Anl?g ragede Bladplanterne op med m?rke K?mpeblade, og de store Maistoppe kastede lange Skygger hen over Gr?nsv?ret. Stive Asters prangede i Solen, og ved deres Rod i Bedene, der var krandset med Vedbend, mylrede det med Heliotroper ved Siden af Stedmoderblomster.

Alt spirede. Den store R?dtj?rn stod anden Gang med fulde Knopper, beredt at springe ud, og rundt i Skyggen af Busketterne viklede friske Bregner sig lyse ud af deres Hylstre.

Men R?nneb?rrene, der hang straalende r?de, forenede Efteraarets Pragt med den sene Sommers, og Lindegangens L?v var ispr?ngt med rigelig gult, der lignede Guldst?nk i Solen.

Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor Taarnvinduet, og hun aabnede Haved?ren og traadte ud paa Terrassen- kunde hun staa l?nge fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin sildige Rigdom under den f?rste Formiddags Sol. Og naar de havde vexlet de f?rste Hilsener, faldt de begge hen paa en B?nk, og halve Timer sad de, tause eller sagte samtalende, uden at kunne rive sig l?s fra Synet af Havens Pragt. Der var i dens mylrende Rigdom af alle Aarstiders Gaver en tropisk Berusning af Duft og tusinde Farver.

De sadlede Heste maatte vente.

Ellens og Carls stadige Tur var til Bakkerne.

I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Br?m af S?lv, og de bare Marker laa b?lgende foran dem.

Hele Ellens Barndom vaagnede paany, mens de sad der under Egetr?erne

Time efter Time, og gensidigt flettede de Minde i Minde, et V?v af

Erindringer, saa de syntes, hele deres Barndomsliv blev f?lles Eie.

Og kun hendes Barndomsliv vaktes for Ellen ved hvert Skridt. Alt mellemliggende var forsvundet. Naar de gik i Lindealléen, hvor Solen kastede gyldne Pletter paa den muldede Jord, ?ste Ellen sine Barndomssorger ud som milde Klager i Carl Urnes Sind.

Elegisk maatte det vel kaldes, det der var kommet alt mer og mer over

Ellen, det, som, naar de saadan gik, gjorde hendes Stemme ganske mild og

Blikket saa dugget-bl?dt. L?ste hele hendes V?sen op i klyngende

Hj?lpel?shed.

Det sugede Carl Urne ind som sk?n Musik, indtil det var ham, der blev glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning.

-En Dag, da de sad paa B?nken ved Gravstedet, sagde Carl:

-Hvor Folk dog d?mmer feil ...

-Om mig? Aa ja ... De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op fra Stenen, paa hvilken hun st?ttede det. Hvad siger man om mig?

-Aa-saa meget ... og saa er De just det mildeste, jeg kender.

-Altsaa, at jeg er haard. Tror De det, Carl? Aa ... nei ikke nu ... men der kommer maaske en Tid ... Hun taug lidt, saa sagde hun og stadig sagtere og mere t?vende:

-Men De maa heller ikke tro-hvad de fleste ... det vilde g?re mig ondt, om De troede det-at jeg er meget ?rgerrig ... Hun t?vede igen, og Carl blev flygtig r?d. Ellen st?ttede atter Hovedet paa Stenen:

-Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun ... Jeg havde kun haft en eneste ?rgerrighed i mit Liv ... en eneste ... kun en Vilje: at b?ie mig, et eneste ?nske: at hj?lpes-og saa siger de, jeg vil kun befale ...

Ellens H?nder faldt slapt ned fra hendes Sk?d. Carl greb dem og bev?get sagde han:

-Og kunde jeg da slet ikke g?re Dem lidt glad?

Hun saa paa ham og trykkede hans H?nder, og i det milde Tonefald, der gjorde hendes Ord til tusind K?rtegn, sagde hun:

-Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin.

-Om Aftenen l?ste de for hinanden, eller Ellen spillede. Naar de havde drukket The, og Greven fik sig et Parti Billard i det ?stre Taarn, tog Ellen en Kaabe om sig, og de spadserede i Haven. Natten var stjerneklar og forunderlig mild. De gik op og ned i Alléerne, hvor det var stille, saa de h?rte deres egne Trin og hvert Blad, der sagte faldt til Jorden; paa de m?rke Pl?ner ragede Bladplanterne og som store Skygger, og Heliotropduften gennemtr?ngte Nattens M?rke.

De blev ved at gaa i Alléernes Dunkelhed, tause i den stille Nat. Men pludselig droges de ind mod hinanden og med hastig Aande, berusede af Nattens Duft og Taushed, m?dtes de i hede, uvilkaarlige K?rtegn.

Naar de saa atter traadte ad Terrassens Gange ind i Stuen, hvor Lampen br?ndte rolig under sin blaalige Sk?rm, faldt Carl Urne hen i lange Dr?mmerier. Men Ellen kunde kaste sig foran Flygelet, og i brusende Larm jog hun alle Strenges Toner op.

* * * * *

Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm.

En Aften var de blevet inde. Ellen fr?s og havde fundet det altfor koldt at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og l?ste foran Kaminen. Naar hun l?ftede Blikket, m?dte det Carl, der hang i en Stol, dr?mmende med opspilede ?ine og H?nderne foldede over sine Kn?. Ellen faldt selv hen, glemte Bogen i sit Sk?d og stirrede paa B?geblokkene i Ilden.

Hun v?kkedes ved Urets Slag og saa Carl endnu sidde ubev?gelig i samme

Stilling med store og stirrende ?ine.

Hun saa et ?ieblik paa ham, og Carl f?lte hendes Blik og vaagnede med et pludseligt Smil.

-Hvorfor l?ser De ikke for mig? spurgte hun.

-Hvad skal jeg l?se?

-De holder jo mest af Musset. Tag hans Digte.

-Bogen ligger ovenpaa-

-Men saa-kan De jo hente den. Ellen reiste sig og lod raslende sine

S?lvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun,

De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ?rkesl?shed.

Hent saa Bogen ...

Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet, mens hun gned S?lvringene i sit Armbaand op og ned paa sin Arm. Det var ikke sundt for Carl saaledes evig at falde sammen, sidde og dr?mme Tiden v?k og stirre paa det tomme Rum, saadan, som han altid gjorde i den sidste Tid, det var sygeligt ... tr?ttende at se paa. Og hvorom dr?mte han saa? Om hvad?

Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis sidde taus, med Hagen st?ttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over Lindene.

-Hvad t?nker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan uden at tage Dem det allermindste til?

-T?nker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig ...

-Billeder?

Og han faldt hen igen; og naar hun l?ftede Ansigtet fra sit Broderi, saa hun ham atter med de vidt opspilede ?ine f?stede paa Himlen. Saa kunde ?rkesl?sheden smitte hende, og halve Timer igennem ridsede hun tankel?st i Marmoret med sin Brodersaks, eller hun fulgte Majstoppene, hvis Skygger svingede for Vinden.

Ellen trykkede nerv?st S?lvringen fast om sin Arm og trak hurtig Silkesl?bet efter sig paa T?ppet, mens hun gik. Der kom i den sidste Tid ofte denne Jagen over hende, en beklemt Uro, saa der ligesom lagde sig en klam Haand om hendes Hjerte; og Hvile fandt hun ikke nogensteds.

Da hun h?rte Carl, der kom tilbage, satte hun sig igen foran Ilden.

-S?t Dem her, sagde hun, De kan godt se ved Kandelabrerne, og det er afskyelig koldt ...

Carl rykkede en lav Puf hen til Kaminen: Men hvad skal vi l?se? spurgte han.

-Hvad De vil.

Carl bladede i Bogen og slog op paa "Rolla". Han begyndte at l?se de f?rste Strofer og blev saa ved at l?se et Par Sider ud i Tr?k. Han l?ste meget d?mpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, b?iet over Bogen.

Ellen h?rte knap. Men Versenes bl?de Lyd beroligede hende; hun m?rkede Ordene som en dulmende Str?m for sit ?re, mens hun sukkede nu og da. Og uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede Laag ...

Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er smukt, sagde hun. L?s mer.

Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten.

-Kender De Melodien til "Rappelle-toi", spurgte han.

-Ja-den af Mozart, sagde hun; og da han begyndte at l?se, bev?gede hun

L?berne svagt, som om hun uh?rligt nynnede.

Rappelle toi, quand l'Aurore craintive

Ouvre, au Soleil son palais enchanté;

Rappelle toi, lorsque la nuit pensive

Passe en rêvant sous son voile argenté-

Ellen havde dreiet sit Hoved, saa det laa i Lyset, st?ttet paa hendes

Haand. Hun saa Sk?ret fra Ilden over hans Haar og Kinder, Haaret blev

som Guldbrand derved. Og hun lagde M?rke til alle de fine Dun paa hans

Kinder ligesom Fnuggene paa en Frugt ...

Rappelle toi, lorsque les destinées

M'aurent de toi pour jamais séparé,

Quand le chagrin, l'exil et les années

Auront flélri et cur désespéré.

Songe à mon triste amour, songe à l'adieu suprème!

L'absence mi le temps ne sont rien, quand om aime.

Tant que mon C?ur battra,

Toujours il te dira:

Rapelle-toi.

Carl vilde vende Bladet, men Ellens Haand lagde sig ned over Bogen.

-L?s det en Gang endnu.

Carl saa op: hendes Ansigt var til D?den blegt; hun lagde en Haand-af

Is-paa hans og sagde igen:

-Endnu en Gang.

Han l?ste, en Smule st?dvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset, lukkede han sagte Bogen til.

Ellen r?rte sig ikke. Carl syntes, han kunde f?le Kulden fra hendes

Ansigt ned imod sig. Selv br?ndte han.

Saadan sad de lidt, Carl halvt forskr?kket. Men da Kaminilden begyndte at sk?re Carl i Ansigtet, b?iede han sig frem, saa han saa Ellen. Hendes Ansigt var helt stift. Under det tykke Purr af Haaret stirrede ?inene og alle Tr?k var skarpe-

Og i forf?rdet Angst for dette Ansigt, han aldrig havde set, strakte

Carl Urne H?nderne frem:

-Ellen, skreg han. Hvad er der?

Hun vaagnede ved sit Navn.

-Lad mig gaa, r?r mig ikke! hun n?sten raabte, og da hun var kommen lidt hen over Gulvet, sagde hun uden at vende sig:

-Jeg er ikke vel ...

Hun bev?gede H?nderne afv?rgende, t?vede, som om hun endnu vilde tale og gik.

* * * * *

Da Carl n?ste Morgen rullede Gardinet i sit Sovekammer op, var der Rim over Pl?ner og Tr?er. Det var med et blevet Vinter.

Ved Frokosten var Ellen livlig som f?r. Scenen fra igaar var glemt.

Efter Frokost spadserede hun med Carl. De gik ned over Pl?nerne, i

Bedene var alle Blomster frosne bort.

Da de kom hen under R?dtj?rnen, l?ftede Carl sin Stok og slog op imod Grenene. De visnede Knopper faldt som sorte Smaakugler ned om dem paa den rimd?kte Jord.

-N?ste Dag reiste Grev Urne fra Thorsholm til K?benhavn. Det var vanskelige Tider for Politiken, og Hans Majest?t ?nskede helst at have Grev Urne i N?rheden. Man haabede saa maaske ved Leilighed dog paany at kunne bev?ge ham til at blive Premierminister, og i alt Fald kunde man bestandig h?re hans Raad og benytte hans Indflydelse.

I K?benhavn blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde v?ret paa Reisen og ude paa Thorsholm.

I November udstedte Grev Urnes Indbydelser til et stort Bal, der gaves til ?re for en fremmed Diplomat, en Ven af Greven, som var her paa Gennemreisen til Stockholm med sin Kone og sin unge Datter. Den kongelige Familie lovede at ville be?re Festen med sin N?rv?relse, og man ventede Ballet som Fors?sonens vigtigste Begivenhed.

* * * * *