Chapter 3 No.3

Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun v?re alene. Hun kunde sidde med Hovedet st?ttet i sine H?nder den lange Sommereftermiddag, fortabt i sine Dr?mme uforstyrret.

Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar.

Den f?rste Tid hun var paa Thorsholm, havde hun k?mpet med Faderens Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen, hun vaagede over ham altid.

Hun havde ladet Meubler flytte ind i V?relset i det ?stre Taarn. Saa sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit Arbeide, Ansigtet b?iet ind under Lampen: Faderen r?g med Cognacsflasken foran sig ... Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, l?st og fast, blot hun vidste noget at fort?lle ... Maag sad og h?rte, dorsk med Albuerne paa Bordet, og g?d R?gskyer ud i Str?mme. Men naar han saa havde faaet fat paa Glasset og ilf?rdig t?mt det og sat det ned, saa kom der st?dvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens han blandede det n?ste Glas, fik Sukkeret opl?st og sat Smag.

Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet.

Saa begyndte hun at sp?rge ham. Det var altid om Moderen. Og der var

Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad

Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev

ved at gaa ... Og Ellen f?lte hvert Minut som en Jubel.

En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans

Toddy. Hun gjorde den ligesaa st?rk, som han pleiede. Maag smagte paa

den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede

Vand i. Meget for kraftig.

Og han sad og sm?kkede med Tungen og aandede, som om det br?ndte ham.

Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive

Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent

Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen

r?rte Drikken med L?berne.

Ellen holdt flere Aftner Drikken lige st?rk, gjorde den f?rst langsomt svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for st?rk min Pige, ikke for st?rk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned.

Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng.

Hun k?mpede ikke mere; hun vilde nu kun fors?ge at skjule: d?kke, for at Mademoiselle intet skulde erfare.

Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Pr?stens l6-aarige S?n i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen sp?nde for, og Mademoiselle kj?rte derned om Eftermiddagen.

Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede, eller Hun havde taget en Bog-men Syt?iet faldt ud af hendes H?nder og hun l?ste ikke ... Hun sad kun ?rkesl?s og forstenet, og uden at hun vidste af det, kunde hj?lpel?se Taarer rulle ned ad hendes Kinder.

Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med Sneblomster paa Ruden. Men hun m?rkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik, begyndte hun at br?nde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde ikke Ro, gik rastl?s fra V?g til V?g.

Hun gav sig til at tale til Billederne-

Og hun talte h?it om sine Sorger-hun gav sine Lidelser Ord-hun raabte i Kummer. Aa-hvor hun led, hvor hun led.

Hun rakte H?nderne frem, hun gr?d, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun dog gj?re ved sin Fader? Det blev jo kun v?rre og v?rre, og alt, hvad hun gjorde, var forgj?ves, og alt, hvad hun bad, var omsonst-og hvad skulde hun dog gj?re? Sig mig dog-hvad skal jeg gj?re?

Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hj?lpe? De saa jo dog, hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde n?ppe Br?det, at Alting var ved at smuldre v?k-alt baade Navnet og Gods.

Men hun havde ingen Skyld,

Og tilsidst maatte de s?lge Thorsholm ...

Ellen L?ste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder br?ndte. Men hun h?rte op at gr?de. At s?lge Thorsholm. Hun vidste, det maatte komme, men hun kunde ikke t?nke det; det forstenede hendes Graad ...

Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad V?ggen her, og hun vilde skj?re dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde br?nde dem allesammen.-Og saa f?rst var hun alene; helt alene.

Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad

Stentrappen.

Hun h?rte ham bande og vakle over mod V?ggen ude i Gangen og le og snakke med sig selv.-Hvor hans Ansigt var r?dt! Naar han var fuld, vilde han altid have hende om sig. Hun skulde s?tte sig paa hans Sk?d, og han havde Anfald af ?mhed, hvor han klappede hendes Haar-og kyssede hende og stirrede saa stift paa hende med dorske ?ine.

Ellen sad bleg under hans modbydelige K?rtegn.

Han fortalte, og han vilde have mer at drikke-og hun var glad ved at kunne reise sig og sk?nke for dog at komme bort fra hans Sk?d-

Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved tilbage og vidt aaben Mund-

Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun sad alene i den store Dagligstue, og f?rte Strikkepindene med sine febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi Ruderne, g?s hun og lyttede-nei-det var ikke ham, og hun blev ved at strikke og bev?gede L?berne mekanisk, naar hun talte Maskerne.

Og Faderen kom ikke.

Hun begyndte at d?kke Stykker over M?blerne og at rydde op til Natten, hun vilde ikke blive oppe; hendes ?ienlaag faldt sammen af Tr?thed, og hendes Lemmer var tunge som Bly.

Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i S?det, lukkede ?inene og blundede.

Hun v?kkedes ved en St?i: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun troede, det var Faderen.

Men det var kun Ole, som stod henne ved

D?ren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket.

Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.

Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent-jeg venter paa Fa'er-

Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte.

-Nei.

Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Fr?kenen ikke jeg k?rer ud med Vognen-der er saa meget-glat paa Veien.

Ellen blev blussende r?d ... Saa vendte hun sig bort ... Tak.

Lidt efter hentede Ole Maag nede i N?rup Kro.

Til Veile kom hun sj?ldent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog n?sten R?dsel for Bedstefaderen.

En Aften, da Ole var kj?rt ud for at se efter Maag, fandt han ham med begge Ben br?kkede liggende i en Gr?ft. Han l?ftede ham op i Vognen og k?rte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene svulmede voldsomt op. L?gen erkl?rede, det vilde blive langvarigt.

Efter at Maag, der havde havt st?rk Feber den f?rste Tid, var blevet meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen. Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende f?r sin D?d. Ellen vilde f?rst ikke tage bort, men da Faderen ?nskede det, reiste hun. Hun maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle. Det skulde ikke v?re den Gang, sagde han selv, da han igen kom til M?let.

Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde installeret sig ved hans Seng.

Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og

tredive Aar, og som ved Hj?lp af Pudder, falske T?nder og et S?t

Nakkekr?ller kom til at sé ud, som om hun var i N?rheden af de fyrre.

Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede

Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene.

Naar hun fortalte, fl?d hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed, og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte Fingre.

Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets

Tegn, naar hun n?vnede Robespierre.

Saadan var Mademoiselle.

Denne Dame fik efterhaanden megen F?rdighed i at l?gge Maags Puder til rette bag Ryggen og i at l?se ham i S?vn med Lamertine.

Ellen lod hende skalte, som hun vilde.

Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen n?ppe tale: han laa halvdrukken og lallede.

Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen.

-Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen.

Faderen stammede, gav sig til at klynke.

-Hun har sat den her hen-og vi er-ja-vi er jo svage ...

-Hvilken hun?

-Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke s?tte ... Splid ... for ...

Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten.

Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen h?rte intet eller vilde ikke. Hun var begyndt at gaa til Pr?sten og skulde konfirmeres til November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar.

-Ellen og Mademoiselle l?ste i Havestuen. Ellen var kommen ned f?r

Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.

Hun f?lte Heden over sig som en mat Ladhed ... og hun fulgte med Blikket, mens hun sad og d?sede, Insekterne, der virrede, og hun aandede dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne.

Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen.

Der var intet mer, som kunde binde eller f?stne hendes Opm?rksomhed, og hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt distraherede hende: et Insekt, som fl?i forbi, et Blad, der faldt til Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun l?ste, gled ned ad hendes Sk?d, uden at hun m?rkede det.

Hun bare dr?mte ... sad hen og dr?mte.

Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde t?nkt, f?lte blot som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid tr?t, gad ikke gaa og intet foretage sig.

Hun gr?d ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet, saadan gav det sig til at banke. Hun blev r?d og hvid uden Grund; altid havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.

Hun havde i den sidste Tid kastet sin K?rlighed paa en graa Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Sk?det og klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ?dsel med K?rtegn.

Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke, hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet op i Solen og stirrede. Eller hun kr?b op i et af de store Lindetr?er i Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af den s?dlige Duft.

Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i den sidste Tid.-

Ellen blev v?kket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i

Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen.

-Som s?dvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet.

Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa L?rerinden og aabnede

Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun.

Hun l?ste s?vnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede med sine Fingre.

-Jeg ved ikke, om ma petite h?rer efter, sagde Mademoiselle.

Ellen svarede ikke, blev bare ved at l?se. Mademoiselle tog nerv?se Tag til Haaret, sagde:

-Nei-De forstaar ikke Sk?nheden. Ellen pillede.

Kan De det udenad.

Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende, begyndte hun forfra, udenad.

Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst.

Et Jocelyn arrivant-

Mademoiselle vilde hj?lpe hende:

Et Jocelyn arrivant-

Men hun stammede, holdt op ... Et Jocelyn ...

Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket paa hendes Bryst, sagde hun:

-Jeg har faaet det igaar.

Ellen var meget bleg.

-Det er en Present ... af Deres Papa.

Uden at vende ?inene bort, drog Ellen Veiret dybt:

-Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde:

-Tag det af.

Mademoiselle mimrede et Par Lyd og l?ftede Haanden for at l?se det:

-Nei, han har givet mig det-det er mit. Ellen ventede.

-Tag det af.

Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om

Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af.

Hendes ?ine blev st?rre. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det

Smykke af.

Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende l?ste hun Smykket.

K?den gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet.

Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine

Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af D?ren og ned ad Trappen med

Hovedet b?iet.

Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun ilsomt ad Terrassen ned til Graven.

Der standsede hun, l?ftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange faldt de Maagers K?de spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand.

Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen.

Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle.

* * * * *

Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Pr?sten i N?rup var en asketisk Mand, som pr?dikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi b?dede og det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i Forsagelse og i B?n.

Ellen havde aldrig v?ret meget religi?s. Der havde i hendes Liv hidtil ikke v?ret Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud, Om S?ndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm var der endnu mindre Religion. Om S?ndagmorgen, naar Vinden bar til, kunde man h?re Kirkeklokkerne fra N?rup, men ingen br?d sig om deres Klemten.

Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i S?vn med Rosenkrandsen mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken. Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm.

Og i Begyndelsen, medens hun l?ste hos Pastor Assens, blev, hvad hun l?rte, ogsaa ved at v?re Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende. Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig efterhaanden varm.

Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sj?l.

Alt, hvad hendes store Sl?gt havde forbrudt, det faldt som en tung, uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gj?re end at bede og bede og l?gge sig i Kn?, Dag og Nat. Nu forstod hun det altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf og bede og bede om Afladelse for dem alle.

Hun begyndte at l?se i Biblen, at bes?ge de Syge i N?rup og tilbringe lange Aftener hos Pr?sten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved Synet af hendes seksten Aar, der kn?lede saa tungt under Jehovas Sv?be.

Midt under G?ringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om N?tterne, og hun havde Syner, hvori Flammesv?rdet bestandig var l?ftet h?it for hendes ?ine.

Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om F?drenes Synd, som nedarves indtil det tiende Led.

Efter Konfirmationen vedblev Ellens Bes?g hos Pr?sten. I sin opskr?mte Forf?rdelse gav hun, der var vant til at tie og b?re, sig pludselig til at tale. Pr?sten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind-Alt. Om hvorledes hun havde k?mpet imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds Dom var over hende.

N?tterne tilbragte hun kn?lende paa sit Gulv. Hun bad de samme B?nner, indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i N?rup Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i B?n og pinefuld Angst, som forvirrede hendes Sandser.

Ofte korn hun efter en s?vnl?s Nat om Morgenen til Pr?stegaarden bleg, og skr?mmet af Syner: hun havde ikke Mod til l?ngere at bede alene; da tilbragte Pr?sten og hun lange Timer i f?lles B?n.

Og uafbrudt gav hendes Sl?gts Historie, som hun l?ste og udfrittede allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede N?rups Kirkeprotokol, hvor Pr?sterne havde f?rt Bog over Familien, og hvor der var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fort?llingerne.

Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en Samling Relikvier; om Livet, som den Gang f?rtes i det ?stre Taarn paa Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodf?rdiges Aar, og han malede Vellysten med mange Farver, for at lade den s?nderknuses dobbelt i Forbandelser under Straffens H?l. Og bestandig lagdes der nye Syndebyrder paa Ellens Skuldre.

Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt tr?ngte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i sit Kammer, og hun h?ngte et sort Kors op over sin Seng. S?ndagen var dog hendes Anf?gtelsers H?itidsdag.

Hun havde l?rt at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til

Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par st?iende

Pr?ludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede,

sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende ?ine til Pr?stens

Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye

Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom

Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.

Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der ikke: hun f?lte noget som Sky for Sl?gtsbillederne, hun havde tilbedt; og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af Formastelighed og Trods.

Men nu, naar hendes Hoved br?ndte af Bods Sang, gik hun derind for at haane dem, Billederne paa V?ggen. Thi dem var det, som havde trodset i Vantro og k?mpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt under Herrens Dom.

Men her var dog ikke Templet for den yderste Ford?rvelse. Det var Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for "de lukkede V?relser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og hvor Pigerne Vintern?tter h?rte Sang bag de laasede D?re. Ellen gik aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.

Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forf?ngeligheden.

Ellen talte ikke derom til Pr?sten, hun vilde gaa derind alene, sk?ndt hun frygtede.

Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig efter en s?vnl?s Nat. Hun f?lte, nu havde hun Modet; og hun bad br?ndende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til Taarnd?ren, og den gamle N?gle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa hendes Pande i store Draaber. Hun knugede H?nderne mod sit Bryst og lukkede ?inene t?t i.

Luften var tung og gammel. Hun f?lte den t?r om sine L?ber.

Hun gik frem og sk?d D?ren op. Men da hun i Halvm?rket saa de st?vd?kte

Lagener over alle M?bler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over

Speilet, blev hun svimmel og st?ttede sig.

Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes ?ine.

Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen rev Lagenet bort, og hun f?lte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de gamle Silket?pper op imod sig. Hun l?ftede T?ppet og indaandede dets Duft.

Hun f?lte sit Hjerteslag tungt.

Nei-nei-sagde hun-det er Dj?vlen ... Hun slap T?ppet. Da hun l?ftede

Blikket, saa hun over Hovedg?rdet, halvt skjult af Sengehimlen, et

Billede.

En n?gen Mand, der k?mpede med en Kvinde ...

Ellen betragtede det forstenet, f?rte Armene frem og tilbage over sit Hoved og blev ved at stirre derpaa-tungt, liggende ind over Sengen, med de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.

Saa sank hun sammen. Uden Bev?gelse. Hovedet st?ttet paa Armen, udstrakt paa Bedstefaderens Seng, halvt bed?vet af T?ppernes Duft stirrede hun paa Billedet, indtil hun med opl?st Haar flygtede med l?ftede H?nder ...

Hun blev ved at l?be; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen; over Pl?nen-fl?i hendes Skygge.

Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af B?nner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen kunde hun ikke finde Ro.

Med Pr?sten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Bes?g i

Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes

B?nner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sl?v og s?vnig, gled

det ind i hendes Tanker-bestandig.

Og svimmel og d?dstr?t, en Afmagt n?r, kunde hun aabne Taarnets Vindue og l?net ud, mens Efteraarets Slud v?dede hendes Pande, l?ngtes hun efter at synke dybt ... glide saa bl?dt og-faa Fred-

Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som s?dvanlig ene. Veiret var haardt, og Ole var k?rt ud for at samle Faderen op.

Der var kommen s?r Uro over Ellen. Hun havde taget Sk?rmen af Lampen for at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge, og hun gik rastl?s frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de m?gtige Lindegrene larmende mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste l?nge, som om hun fr?s. Og Veiret tog stadig til, og midt under Stormen h?rte hun den store Vindfl?i paa Taarnet, som raslede under Vinden.

Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa gaa i Seng og beh?vede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var kommen hen til D?ren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.

Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde h?it.

Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en til. Saa h?rte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte v?re kommet nogen, en fremmed ... Men det var saa m?rkt, man kunde ikke sé det mindste. Hun tog Lampen og aabnede D?ren til Gangen ... Karlene klaskede med deres Tr?sko op ad Trappen. Der blev rusket i D?ren.

-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?

Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? raabte hun igen. Saa aabnede hun D?ren og saa begge Karlene blege og forvirrede med Lygterne i Haanden.

-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i N?rup?

-Nei, Fr?ken Maag, det var en Stemme fra M?rket, og der kom et Ansigt frem i Lyssk?ret, Kongen er d?d!

Krigen br?d ud.

I de strenge Tider, som kom, m?dtes Ellen og Pr?sten igen: de saa det begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige Sl?gt. Pastor Assens holdt M?der i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug for alles Hj?lp.

Tilsidst t?nkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen fandt de hende liggende bevidstl?s foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da hun kom til sig selv, fantaserede hun.

Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.

Mens Ellen sv?vede mellem Liv og D?d, skiftede Aaret, og det blev

Foraar. Fjenden oversv?mmede Jylland.