Chapter 4 No.4

Ellen var Rekonvalesent.

Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig, med Hovedet n?sten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun n?d sin Tr?thed som et mat Behag. Mens hun laa ubev?gelig og ikke gad r?re sig, h?rte hun Fuglenes Sang fra Haven og B?rnenes Pludren, mens de legede.

Skovfogdens B?rn bragte hende Jordb?r, de plukkede i Skovene, og Ellen beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede Ringe af M?lkeb?ttest?ngler; og B?rnene fortalte hende om den blissede Ko, som havde k?lvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Syget?ppet.

Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled ned ad T?ppet, og hun laa med lukkede ?ine; B?rnene m?rkede, hun blev stille, og ganske sagte listede de sig ud af D?ren, og lod den staa paa Klem, naar de gik.

Ellen h?rte det og smilede. Hun m?rkede Tr?theden som en mild Rus. Og hun aabnede ?inene igjen og saa paa sine H?nder, som var hvide og gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.

Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en

Drengs med det korte, afklippede Haar ...

Siden fik hun Lov til at l?se. Det var alle B?gerne fra hendes Barndom:

"Ivanhoe", "Erik Menved" og "Prinds Otto". Og mens hun l?ste, dukkede

Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun

erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at s?ge i sin

Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og n?d sine Dr?mme i mat

Velbehag.

Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede v?kke et Minde, som dukkede frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og alt, hvad hun t?nkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i hendes ?ren uafbrudt.

Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der kom oftest igen, Minderne om Faderens Kj?rlighed, der levede paa hver Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og dr?mte s?dt.

Hun begyndte at l?nges efter Haven. Og hun lod Skovfogedens B?rn bringe sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen, hvor hun sad, for at indaande Kl?verens Duft, der hang i deres Kl?der.

En Dag gik hun ved L?gens Arm ind i Havestuen. D?rene til Terrassen stod aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun svimmel: Nei, Doktor-lad mig s?tte mig-jeg er altfor tr?t.

-Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung.

Hun faldt mat sammen, og hun sad l?nge halvt angst og sammenkr?ben og stirrede ud over Vandet og Pl?nerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere igjen.

Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter

Dag der bag de aabnede D?re; hun l?ste eller arbeidede; eller hun l?nede

Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Tr?ernes Skygge over Pl?nerne, og

de lette Sommerskyer, naar de drev.

Men en Dag lod hun D?rene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var kommen ?strigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par Officerer og en halv Bataillon. Ellen h?rte, at den gamle General havde sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen.

Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kj?ligere, og friskt af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der n?sten m?rkt. Det gjorde godt paa de hede Dage.

En Formiddag bes?gte Pr?sten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner sammen til en Buket.

Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt mat, og talte ganske lidt d?sig, mens hun stadig smilede. Han kendte hende ikke igen.

Det Sk?r, som var kommet over hende ...

Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen.

Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet.

Der blev en Pause. Pr?sten sagde, den nye Degn var kommen til N?rup ...

-Han spillede kun saa maadeligt Orgelet ...

-Ja saa ... hun lagde Bregnerne bort-ja-det er jo sj?ldent, de Folk er musikalske.

Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har v?ret syg.

Pastoren m?rkede Parfumen af hendes Kl?der. Ja-det er-som blev man B?rn igen ... Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de foldede H?nder.

-Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i

Pr?stegaarden?

Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja-sagde han-det er en travl Tid-jeg mener, der er mange ?ngstede Sind.

Og han tog Afsked, helt forvirret ...

-Ja-De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev liggende paa Chaiselonguen.

Lidt efter h?rte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.

Hvor det var smukt-Ia-hun saa ud-det var Zigeunerne som spillede.

Hun satte sig stille. Violinerne sang.

Hvor det var l?ngselsfuldt-hvor det var smukt ... Det l?d saa klagende, saa d?mpet, mildt ... saa steg det, og steg det og klang.

Ellen stod pludselig op, urolig ...

Hvor Tonerne slyngedes sammen-hvor de jublede op-aa-man fik bankende

Blod.

Saa vildt det l?d-

Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt ... Det var som Granernes Sus nede ved Moders Grav ... Ellen gr?d.

De fremmede Officerer fandt det n?ppé meget morsomt paa Thorsholm. Om Formiddagen var der ofte ?velser i Egnen, men Resten af Tiden var de hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs B?nkene med en fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter ?rkesl?se, med en Cigaret mellem L?berne, og stirrede ladt ud i den solrige Have.

Udover Pl?nerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.

Engang imellem gled et Vindpust over Pl?nen, krusede Gravens Vand og vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage i den dorske Ro.

De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.

Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede D?re, og Ellen kom ud paa Terrassen, st?ttet til Pigens Arm. Hun gik langs med H?kken, i Skyggen af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.

Officererne betragtede hende fra Lindegangen.

Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, l?ftede Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen og gik videre st?ttet til hendes Arm ...

Og Haved?rene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres

B?nke ...

-Hvad finder du, Sch?naich connaisseur?

-Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer?

-Jo-og fik den tilbage ...

Sch?naich ridsede i Jorden med sin H?l. Hun holder sit Hoved som Maria

Theresia, sagde han.

-Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.

Ellen var nu oppe hele Dagen, n?sten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke komme uden for en D?r uden at m?de disse Uniformer, som hun hadede, og Blik fra m?rke ?ine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede D?re naaede Forf?lgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, h?rte hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det t?ndte Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, tr?ngte Officierernes Samtale, der om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og h?ir?stet, st?iende op til hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk.

Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den stille Nat h?rte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig og n?rmede sig Vinduet.

Soldaterne hvilede om Ilden. De st?ttede, strakte paa Jorden, Hovedet i deres H?nder og stirrede ind. Baalets Sk?r farvede deres Ansigter. Det lyste med et paa en Poppel foran den hvide L?nge, saa dens L?v flammede, og det hengav den atter til sit M?rke. Et Gjensk?r fra Ilden laa som en lysende Sky over Baalet.

Nu og da oplystes et ?ieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten for igen at forsvinde ...

Saa spillede de.

Og som et besynderligt Refr?n l?ftede Soldaterne om Baalet et afbrudt, klagende Raab.

Naar da Ilden var slukket, sad Ellen l?nge med bankende Hjerte. Alt var blevet m?rkt; lyttede hun, h?rte hun Skildvagtens Skridt, men hun n?gtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten.

Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens

Tanker gik og kom.

En Aften blev hun v?kket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og l?nede sig ud.

-Nei-sé, hvor det var klart, den f?rste stjerneklare Nat. Stjerne over

Stjerne paa den m?rke Himmel.

Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.

-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang ... Hun saa et

Par Skygger paa de nedrullede Gardiner ...

Hvad det dog var for en Sang-saa bl?d ... Hun l?nede sig l?ngere frem, og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En Natsv?rmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand, mens hun holdt ?inene f?stet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ...

Weil sie gestorben ist-

Weil sie gestorben!

Det d?de hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dv?lede i hendes ?ren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i sit Kammer.

* * * * *

Ellen var for f?rste Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig fra B?nken, f?lte hun sig svimmel og maatte st?tte ved Gel?nderet. Hun fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for svimmel.

Hun havde ikke m?rket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen:

-Fr?kenen er blevet syg.-Tillad jeg hj?lper Dem.

Hun l?ftede Ansigtet og nikkede: Ja-jeg er ... ikke vel.

Officeren lagde Armen om hendes Liv og f?rte hen ud mellem Granerne. Han sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder.

Da de kom ud i Haven, f?lte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde hun. Jeg har nylig v?ret syg.

De gik langsomt op gennem Haven, hun st?ttet til ham.

Men pludselig r?dmede hun og standsede: Tak-det er meget bedre, og hun l?snede sig ud fra hans Arm.

Hendes Ledsager forstod, og et ?jeblik forvirredes de begge. De s?gte noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige Ord.

Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til

Farvel.

-Tak.

Saa i sidste ?ieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke

Lykken.

Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv.

Den n?ste Dag lod Grev Sch?naich sp?rge til Ellens Befindende. Hun svarede, at det vilde v?re hende en Forn?ielse at se ham for at takke ham for igaar.

Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Haved?ren, der stod paa Klem. Hun ventede Visiten.

Ellen reiste sig og gik ham im?de.

Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader ikke var hjemme. Han var taget til Veile.

Sch?naich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ...

-Meget bedre. Men hun havde jo v?ret meget syg.

Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads, slog hun Haved?ren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun-ikke sandt-her er smukt?

-Og vi ber?ver Dem den Udsigt? ... Aa, Fr?ken, jeg forstaar det saa godt ... Det maa v?re haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for ?ie-Men-han skiftede Tone-vi keder os ogsaa, kan De tro ...

Ellen smilede: Ja-sagde hun og pegede over mod Lindegangen-det er jo ikke just afvekslende.

-Og dog foretr?kker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det er forf?rdeligt at leve i disse d?de og tilhyllede Byer. Man h?rer midt om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i Horsens i fjorten Dage-jeg saa ikke andre kvindelige V?sener end et Par S?lgekoner ...

Han gik bort fra D?ren:

-Men Triumfmarchen var dog det v?rste. Vi feirede Indtagelsen af Als-der var nu ogsaa en smuk Idé-vi drog opad Hovedgaden med Kanoner og fuld Musik ... Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare tilhyllede Vinduer, d?de Huse-udd?et og lukket-Hele Byen var tom. Det var et skr?kkeligt "Tedeum"-

-Og inde bag Ruderne da-sagde Ellen.

Sch?naich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod D?ren og sagde:

-Ja, hvor her er vidunderlig smukt.

-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen.

-I B?hmen-der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt mig l?nge i Pesth. Har Fr?kenen nogensinde v?ret ved Donau?

-Nei-jeg har aldrig v?ret udenfor Danmark.

-Og taler saa smukt Fransk?

-Aa-vi er saa halvveis Franskm?nd i vor Familie. Og De da? Vidste De igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende.

-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Sch?naich bukkede.

Lidt efter gik han.

Ellen sad l?nge hensunken, uden at vide hvad hun t?nkte paa. Saa h?rte hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa bl?d, og hun reiste sig.

-Det var ham, der sang, sagde hun.

Og l?net til D?rstolpen sank hun atter hen i Dr?mmerier.

-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge?

En Dag, naar han kom igen ... Men han kom maaske slet ikke mer ... af hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden under Kinden ...

Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen, mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.

Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anf?reren spillede for, og de andre faldt ind klagende Omkv?det som et Ekko, der d?er. Ellen lyttede, og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og fremmed, og hun pressede H?nderne mod sit Bryst med et dybt Suk.

Under Vinduet stod en Skikkelse i M?rket ... Ellen kendte ham-det var ham-sagte vilde hun lukke.

Men saa vendte Sch?naich sig og hilste.

-Det var smukt, sagde han.

-Ja-saa smukt ...

De sagde kun de to S?tninger blidt og begge dv?lende. Og han hilste igen, og Vinduet blev lukket.

-Ellen vaagnede saa glad den n?ste Dag. Hun havde haft Uret-nu vilde hun g?re den god igen. Hun vilde ikke v?re indladende men ialfald h?flig. Forel?big skulde hendes Fader g?re den gamle General en Visit. Det gjorde saa Maag-som havde en af sine ?dru Perioder i denne Tid-ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbes?g.

Ellen var hjemme og viste sig elskv?rdig. Hun spadserede med Excellencen paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt hende "très distinguée".

Sch?naich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra Terrassen og m?dte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke sammen, hun l?ngtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der ledsagede den. Hun ?nskede slet ikke mer.

Saadan gik et Par Dage.

En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da hun kom til Graven, stod Sch?naich ved Gitret.

Han vendte sig, hilste og vilde gaa.

Ellen aabnede Laagen.

-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun.

-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt herned.

-Ja ikke sandt?-Ellen lagde Krandsen paa Graven-her er h?itideligt her under Granerne? Det er mit Yndlingssted ...

-Meget h?itideligt.

De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa M?rket svalt og duftsvangert.

-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Tr?-den pludrer ikke.

Denne Susen minder om gamle Kvad.

-Mig minder det om hjemme-

-Om B?hmen?

-Ja-Aa-De ved ikke, Fr?ken Maag, hvor der er smukt: Sommern?tter-naar

Floden glider langsomt, som en K?mpesnog, der bugter sig i M?rket ...

H?iderne som m?rke Silhuetter rundtom ... Nat efter Nat kan man lytte

til den glidende Flod-saa tyst-mens den iler og iler og iler ...

Bredderne kan ikke holde den fast-ikke med K?rtegn og ikke med

Granernes Hvidsken.

-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ...

Han holdt inde, og sagte, uden at l?fte Hovedet, der hvilede mod

Monumentet, sagde hun.

-Ja-det er smukt.

Der blev atter en Taushed, Sch?naich b?iede sig over Roserne.

Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han:

-Men det bliver altfor k?ligt for Dem-

Ellen foer sammen: Hvilket?-Hun var saa langt borte-ja, det bliver k?ligt.

Underligt ilf?rdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem

Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved

Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med

et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.-

Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig Generalen og Sch?naich. Mod Generalen var hun altid indtagende elskv?rdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itr?k midt i Solheden.

Mod Sch?naich var hendes V?sen uens.

Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs sn?vre Rettigheder, blive taus og ur?rlig; saadan som hun kunde blive det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun l?nede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og h?rte ikke.

Hun stod under Sch?naichs mest br?ndende Ord, helt ligegyldig, og h?rte ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.

Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Sch?naich vendte sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev ?ggende med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han k?mpede just for at binde netop den, han lod, som han ikke saa mer.

Og oftest lykkedes det. Thi Sch?naich forstod at tale. Han havde set meget, l?st mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen, st?rkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme S?tninger, der kunde stige og stige og tage Fart og Fart-for saa igen at glide ud og d? hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var pludselig saa langt borte fra sine Ord, tr?t og uinteresseret. Og han greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt i et enkelt Ord eller en enkelt S?tning, og saa kunde han gentage den i sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen og kommer igen.

Saa tvang han Ellen til at h?re, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun sank dr?mmende sammen; og mens hun stirrede paa Sch?naich, kunde der komme i hendes ?ine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at faa Lov til at fly.

Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun r?d, og det var sj?ldent, hun fandt Ord til at svare.

Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se ham, naar hun vilde. Thi Sch?naich var saa smuk, naar han talte. Oftest sad hun dog med Haanden under Kinden og h?rte kun paa hans Stemme, der var bl?d og altid d?mpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og uens som bankende Feberpulse i hans Tale.

Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, dr?mmende med et Arbeide i sine H?nder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag, for at lade dem ligge ur?rt den n?ste. Hun blev urolig, blev ofte hurtigt r?d og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og gr?de i samme Time.

Maaske kom det dog altsammen kun af S?vnl?shed.

Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede D?ren uden Larm, og angst for at v?kke Gaardens Hunde, sneg hun sig lydl?st henad Terrassen. Augustnatten var k?lig og m?rk, og foran det tause M?rke inddrak Ellen, mens hun dr?mte, Havens tunge Duft.

Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod M?rket og Augustnattens

Stjerneskud.

Her var godt, k?ligt og taust. Her kunde hun v?re alene.

Alle Tanker-her fik de komme og gaa-alle L?ngsler-her fik de nye

Haab. Og her kunde hun gr?de i Fred.

Hun gr?d ikke af Gl?de og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste det, og mens hun gr?d, bad hun til Gud, hun n?sten havde glemt, troskyldige B?nner.

Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her vaagen-det var saa lykkeligt ...

Alt var bedst, naar man var ene.

Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen; gl?de sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa Himlen kunde hun f?lge paa dens Vei ...

Men h?ist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen lang paa den solrige Banke, uden at m?rke hverken Dag eller Varme. Hun stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa.

Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en st?rk l?ngsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende n?rmere.

Saa var her altid k?ligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede

Granerne, og mellem Stammerne h?rte hun Kilderne, der rislede ...

Ellen havde m?dt Sch?naich inde i Lindegangen, og de var kommet i

Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved

Flygelet.

-Kan man ikke v?re lykkelig-hvor vil De dog sige det, Grev Sch?naich-Som nu jeg idag-iformiddags, da jeg laa paa Bakken-der, De ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven-der var saa k?ligt og saa friskt under Tr?erne-og saa derude Havet og Luften saa klar-Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt i Solheden, og sang, mens jeg l?b ...

-De er maaske en lykkelig Natur?

-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei, det tror jeg ikke, at jeg er-

-Heller ikke jeg-Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som ikke t?nker.

-Lykkelige-ja-det er saa stort et Ord, og man ved knap-hvad man mener med det-men tilfredse saa-kan man da heller ikke v?re tilfreds?

-Tilfreds? Aa jo-de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens

Surrogat.

-Det er saa haanligt sagt.

-Aa nei-ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og Forsagelsen er just min haabl?se K?rlighed. Ser De, Fr?ken-aa nei-hvor kan De forstaa det?-dertil er De, Gud ske Lov, for ung-

-Vist ei, forklar mig, hvad De mener.

Sch?naich havde reist sig.

-Der er Mennesker, tror jeg ... der er de f?dte l?ngselsfulde, Utilfredsstillelsens jagede B?rn. Vi er rastl?se Vandringm?nd paa solhede Veie-vi afs?ger hver en Kro. Og aldrig er det denne-altid den n?ste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa Marschen? De er de t?rstige, som ledes ved at drikke-de altid larmende, der er forelskede i Fred. Vi k?ber Himlens Aftenr?des Guld med vort Blod-en Slags evindelige Skyfavnere.

Han standsede og lidt efter sagde han:

-Og denne Flok sk?lder man ud: de er Samfundets uvederh?ftige, Stemningers L?gnere ... De er Stamg?ster hos Nydelsen og Forsagelsens landflygtige Elskere.

-Ingen tror dem, alle d?mmer ...

Sch?naich taug-Ellen havde b?iet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun l?ftede Ansigtet, saa Sch?naich, hendes ?ine var fugtige.

-Skal jeg synge lidt?

Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet.

Sch?naich sang. Lidt efter gik han.

Aftenen efter m?dte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav.

De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde-standsede Ellen.

-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun.

Sch?naich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og f?rte Haanden mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun k?mpende, bedre det ikke blev sagt.

Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod ham, sagde hun blidt og roligt:

-Jeg vil sige Dem det, Sch?naich, at jeg tror paa Dem.

Sch?naich sk?lvede. Og i en F?lelse af dyb ?rb?dighed, han aldrig havde kendt, b?iede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak. hvidskede han, Tak, at De tror mig.

Saa gav de sig til at tale. De talte d?mpet og bl?dt, med Stemmer, der sk?lvede.

De talte pludselig fortroligt:-om de f?rste Dage, de havde set hinanden, om hver en lille H?ndelse og hvert et Blik.

De n?vnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kj?rlighed ... Men de gik ved Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone l?d som en Tak.

Og efterhaanden som de gik, l?nede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og b?iet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, m?dtes deres Blik, mens de smilede, og de h?rte Vindpustene, som sukkede i Lindebladene, og den fjerne St?i fra Markerne, hvor et Par Hunde gav sig til at halse i Stilheden.

Undertiden skj?lvede Ellen, og hun l?nede sit Hoved fastere til hans

Skulder, mens hun sukkede.

-Hvorfor sukker De? hviskede han.

Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede ?ine, blev hun ved at hvile l?net til hans Bryst.

-Sch?naich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.

Men Sch?naich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han h?rte Haved?rene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i. Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Pl?nen, der laa lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne skinnede i Sk?ret. I det ?stre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse stod b?iet ud over Karmen. Sch?naich listede sig sagte frem, angst for hver St?i.

Jo, det var hende.

Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodb?g, betragtede han, n?sten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede.

Ellen laa ubev?gelig,

Saaledes dr?mte de begge-n?r hinanden-i den stille Nat.

* * * * *